Klubben

 

Klubbens vedtægter

 

Kolding Svømmeklub er stiftet den 5. oktober 1922 af en gruppe svømmeinteresserede Kolding-borgere heriblandt Alfred Meiling, der senere hen blev

dansk mester og æresmedlem af klubben.

 

Rammerne for svømmeklubben var dengang noget anderledes end de er i dag. Svømningen skete i Kolding Fjord i inderhavnen, og der var udspring fra kranerne. Årets højdepunkt var fjordsvømningen i Kolding Fjord. I 1938 var der deltagerrekord med 120 svømmere i alle aldersklasser. Alle gennemførte de 1.800 meter fra Søbadeanstalten i Tved til badebroen i Strandhuse. Inden starten måtte alle deltagerne gennem en "grundig" lægeundersøgelse af Danmarks hurtigste læge, doktor Rossen, der brugte 5-10 sekunder på hver patient.

 

Dengang kunne svømmerne kun træne i sommerhalvåret, og transporten til og fra stævner foregik i slutningen af 40-erne i en lejet kulvogn. Denne havde man udstyret med en presenning og ølkasser, der blev brugt som sæder. Prisen for sådan en tur var 1 kr.

 

I 1934 blev der lavet tegninger til en svømmehal i Kolding, men først i 1954 fik Kolding Svømmeklub et rigtigt bassin med opførelsen af Kolding Bad, på den grund der i dag rummer det hypermoderne Slotssøbadet. Efter mange år med træning i havvand, var det første bassin et friluftsbad.

 

Med de nye faciliteter kom der skred i udviklingen af klubben. Klorvandet tiltrak rigtig mange medlemmer, og samtidig fik klubben en ny og ambitiøs svømmetræner, Arne Holdt. Med fløjten i munden på Arne svømmede Kolding Svømmeklub sig i 60'erne igen frem mod toppen i dansk svømning. Først i 1973 fik Kolding en indendørs hal, der i dag betegnes som det gamle bassin i Slotssøbadet.

I 1965 udkom det første klubblad, Sprøjtet. Det udkommer stadig 3 gange om året.

 

I dag holder Kolding Svømmeklub primært til i Slotssøbadet, ligesom vi benytter svømmehallerne ved Brændkjær- og Parksskolen. Medlemstallet er vokset til ca. 1.200 medlemmer. Vi har i dag en bred  svømmeskole med mange specialhold, en stærk  konkurrenceafdeling i markant fremgang og spændende vandpolohold for både juniorer og seniorer - alle under dygtig ledelse af engagerede instruktører. Cheftræneren,  Ulrich Nielsen,

har siden 1978 stået ved bassinkanten og udviklet klubbens unge konkurrencesvømmere.

Kolding Svømmeklub      -      Hospitalsgade 6      -      6000 Kolding      -      Email: koldingsk1@msn.com      -      Telefontid: tirsdage 17-19, ring 7550 0190